Corona-situationen var skyld i at Pinseudstillingen blev aflyst. Derfor er det kun passende at en ny fællesudstilling fik corona som tema.
Hele den menneskelige verden er gennemsyret af en usynlig kraft, der er samtidigt destruktiv og øjenåbnende. Vi er tvunget til at lære nyt og gøre os nye erkendelser på mange områder. Hvordan skal vi nu omgås hinanden både fysisk og følelsesmæssigt, hvordan skaber vi nu bæredygtig udvikling, hvordan ruster vi os til næste gang, hvordan kan vi håndtere aleneheden, og for nogle også ensomheden, og hvordan kan vi praktisere ansvaret for hinanden, under disse nye omstændigheder?
Det kalder på konkrete, realiserbare svar, men også på kunstneriske svar, på udtryk der fortæller hvad der sker med os, i os, imellem os og omkring os. For kunsten kan anvise nye veje, åbne for indsigt og udsyn, og ramme dybere lag i vores sind, end regeringens anbefalinger og myndige vejledning kan.
Udstillingen afholdes i Boesdal kalkbrud og hedder “Kunst i Kridthuset – CORONAINDTRYK I UDTRYK”.
Årets tilmeldte kunstnere til Åbne Atelierdøre sidste weekend i august har fået muligheden for at være med, og der er 16 der har valgt at deltage i fællesudstillingen.
Ferniseringen afholdes den 24. juli kl. 17 – 20.
Aftenkoncert med trioen Lysrum afholdes lørdag den 25. juli kl. 21 – 22. Af hensyn til corona-situationen er tilmelding nødvendig til info@mannkind.dk.
Udstillingen er i øvrigt åben lørdag den 25. juli kl. 10 – 20 og søndag den 26. juli kl. 10 – 17.