I efteråret dukkede den op igen igen, diskussionen om kvinder og kunst – eller som det også kan ses udtrykt – kvindelige kunstnere eller kvindekunst. Kunsthal Charlottenborgs direktør Michael Touber meldte ud, at han ønskede kønskvotering. Nogle museumsdirektører var enige, andre ikke.
Der er noget galt, når Michael Thouber mener, det er nødvendigt at indføre kønskvoter. Og hvad er det, der er galt? Hvorfor udvælges mænds kunst fremfor kvinders? En ting er alle enige om, det er ikke talentfuld, formidabel kunst af kvinder, der er mangel på. Det er heller ikke, fordi der ikke er nok af den eller dem.
Hvad er det så? Er det fordi, der fornemmes en feminitet i kunst lavet af kvinder? For 100 år siden var blomsterbilleder nærmest ikke anerkendt overhovedet. De rangerer stadig lavt, så vidt, jeg lige har hørt til et foredrag på Rønnebæksholm, ligger de nederst på en rangliste. Emil Noldes blomsterbilleder er vist nok anerkendt. Er der så en særlig maskulin måde at male blomster på? Hvad lærer kunstkritikere på universitetet? Der er noget inde i hovedet på kunstkritikere og kuratorer, mænd som kvinder, som det er svært at sætte præcise ord på. De halter bagefter. Direktøren her vil gerne skabe holdningsændringer, og synes i øjeblikket ikke at have andet redskab end kønskvoter. Jeg håber, det må være med til at skabe den nødvendige synsændring inde i hovedet på alle i kunstverdenen. Jeg tror dog personligt ikke på, at regler kan lave den ændring.
Der må ske et skift i bevidstheden. Det kan komme ved, at man bevidst ønsker det, er bevidst om at SE. Så længe ubevidsthed og vanetænkning har en stor indflydelse, sker det nye meget langsomt. Men det kan også komme som et ryk i bevidstheden. Dette skete for kunstkritikeren Lilian Munk Rösing ved et besøg på Statens Museum for Kunst foran et Matisse-billede. Hun bliver slået af skønheden.
I en artikel i Politikken Går vejen til frihed gennem kunsten? beskriver hun, hvordan hun på universitetet er opdraget (hjernevasket) til at “kunsten skal ikke behage os med skønhed, men forstyrre og ryste os med uvante perspektiver og spørgsmål”. Ved besøget foran Matisses billede Luxe, Calme et Volunté var Lilian Munk Rösing netop hjemkommet fra et besøg på Schiller museet i Weimar. Allerede her er der sket et ryk i hendes bevidsthed gennem hans ord om frihed. Schiller sagde: “For at løse det politiske problem, må man tage vejen gennem det æstetiske” og “vejen til frihed går gennem skønheden”.
Som du ser her, kære læser, så har det i årtier været sådan på parnasset, at skønhed ikke er ordentlig kunst. Har kvinder haft svært ved at lave kunst uden skønhed? Dostojevski sagde; “Det er skønheden, der skal frelse verden”.
Alle, der besøger kunstudstillinger, og som kommer til foredrag eller andre kulturelle begivenheder, ved, at der kommer flest kvinder. Kvinder er “brugere” af kultur i stor stil. Måske er det sådan, at kvinder generelt – bevidst eller ubevidst – er klar over, at kultur er en nødvendig livsingrediens. En nødvendighed for sindet, som mad er det for kroppen. At SE et kunstværk gør noget ved sindet. En kunstnerven fortalte for nylig, at hun engang undtagelsesvis havde malet et grimt, forvrænget ansigt. Da hun bagefter kiggede på det, måtte hun brække sig. En kvinde, som havde købt et smukt billede, fortalte mig, at hun en dag i nedtrykt sindstilstand var faldet i staver foran dette billede. Pludselig ændrede hendes sindstilstand sig til opløftet stemning. Hun var slet ikke i tvivl om, at det var billedet, der havde hjulpet hende ind i denne ændrede tilstand.
Vera Rahbek