På det årlige evalueringsmøde i september 2019 blev vi enige om, at sætte arbejdet i gang med udarbejdelse af ny hjemmeside til Åbne Atelierdøre Stevns Faxe. Det stevnske mediebureau med base i Rødvig, DIXI.MEDIA, blev kontaktet og har siden da haft den tekniske opgave med opbygning af siden. Arbejdsgruppen, bestående af Dorte, Vera og Mai-Britt, har løbende haft møder med Lars Eldrup fra DIXI.MEDIA. I processen har det været vigtig for os, at Åbne Atelierdøre ville fremstår som et fællesskab på hjemmesiden. Derefter kom de individuelle kunstnere med hver deres side. Målet har været, og er fortsat at hjemmesiden skal formidle fællesskabet og kunstnerne.
De foto der er på de fælles sider er nedtonet med et ”filter” og har fokus på de processer som vi hver især arbejder med. På grund af tidspres blandt kunstnerne, har det ikke været muligt, at tilgodese alle de kunstarter der er repræsenteret i Åbne Atelierdøre Stevns Faxe. På fællessiderne er der skiftende foto i et galleri.
På hjemmesiden er der plads til informationer, artikler og nyheder. Via webmaster til hjemmesiden er det muligt for gruppens kunstnere, at få udstillinger lagt ind i kalenderfunktionen.
Kunstnerne i Åbne Atelierdøre Stevns Faxe er blevet kontaktet vedrørende muligheden for at komme med på hjemmesiden. Ikke alle har ønsket at deltage, men de fleste sagde heldigvis ja tak. Det har været vigtigt for os, at de cirka 40 sider med kunstnerne fik et ensartet udtryk. Hver enkelt kunstner har på sin side: kontaktinformationer, en kort tekst om deres værker, et portrætfoto og foto af deres værker. På sigt vil det blive muligt at kunstnerne i et samarbejde med webmaster, kan justere i tekst og indsætte nye fotos. Nye kunstnere i Åbne Atelierdøre får mulighed for at komme med på hjemmesiden. Kunstnere som holder pause i længere tid, vil ikke være på hjemmesiden.
Arbejdet med hjemmesiden har været tidskrævende. Lister med tekst og foto er blevet talt og tjekket mange gange. På trods af tidsforbruget har det været spændende at se alle de mange billeder, der er kommet ind på vores hjemmeside. Tag godt imod den!